mandag den 4. marts 2013

Strøgkop

Agent M
Den 4. marts, kl 11.20
7-Eleven: Københavns Hovedbanegård
Location: Københavns Hovedbanegård, S-tog, Nørreport, Torvehallerne, Frederiksborggade, Strøget
Resultat: 0 kaffedates


Af studierelaterede årsager var M allerede umenneskeligt tidligt på farten denne højhellige solskinsmandag; men da studieforpligtelserne hurtigt var overstået, valgte M at drage videre til by'n for at brænde sin SU af på materiel lykke, og flashe noget grøn kop i forårssolen.
På kbh H havde M den tvivlsomme fornøjelsen af at stå i kø til kaffeautomaten bag en irriterende smuk pige, der af uvisse/selvfede årsager fyldte kaffe i en rød kop. Tankerne henledes selvsagt til Anders Matthesens berømte bit om at gå på MacDonalds, kun for at sige: "Det dér hamburger? Det skal jeg ikke have".
Herefter drog M først til Nørreport, hvor koppen kom med i Torvehallerne for at lede efter noget fødselsdagsgave. Et blasfemisk træk, bevares, men heldigvis var gourmetguderne milde og hverken M eller den grønne kop udbrød i brand eller blev ramt af lynet. Til gengæld havde M en længere snak med en moden kvinde i "Sødt"-staden, omkring både den grønne kop, dating i almindelighed og "Sødt"-damens datters nye kæreste. Koppens evner som icebreaker bør absolut ikke undervurderes, omend målgruppen kunne optimeres.
Turen gik videre til indre by, hvor M gik i butikker, nød solen og flashede kop (billedet af koppen er i øvrigt taget i et prøverum, da M har det underligt med at gå og fotografere engangskopper på åben gade... derfor fraværet af lys). Desværre var de fleste unge mænd fastlænket til deres kærester/opsynskvinder, hvilket M nok burde have forudset. Da M følte sig forholdsvis acceptabelt uniformeret i læderjakke/skinny jeans/chelsea boots, kom koppen (som et forsøg) med i Urban Outfitters, i håbet om at tiltrække noget tophuehipster med nonchalant fisseskæg. Desværre ingen reaktioner overhovedet - måske bortset fra et par nervøse trækninger hos den svenske ekspedient, der kan have været en slags allergisk reaktion på den, nuvel, lidt halvprollede kaffekop.
Resten af Strøgturen fortsatte uden bid - kun et par henvendelser fra facere og tiggere - og da kaffen var blevet kold, og om muligt endnu mere uappetitlig, valgte M at smide den i en skraldespand kl. 13.00 ca.

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 2 (i år)/13 (i alt)
Antal dates: 0

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar