tirsdag den 27. marts 2012

Forsinket Fredagskop

Agent M
Den 23. marts, eftermiddag
7-Eleven: Holbækvej Roskilde (muligvis den eneste 7-Eleven tilbage med grønne kopper?
Location: Roskilde midtby, Roskilde Station, Regionaltoget mod Østerport, Trekroner, Campus RUC, Roskilde Universitetsbibliotek
Resultat: 0 kaffe dates

I fredags købte M en grøn kop kaffe på ved ud til studiet; imidlertid kommer indlægget først nu da hun har haft travlt med det dér liv.
Vejret var lækkert og M var igen i den stramme buks, men fik ingen tilbud på sin vej til Trekroner (detaljerne fortaber sig i tågerne). Vel ankommet til RUC gik M et smut på biblioteket og satte sig derefter ud i solen med sin kaffe, nogle lektier og en bette cigaret. Her flashede M kop i en halv times tid, mens op til flere flokke forårskåde mennesker passerede. Ingen kontakt; til gengæld en gut uden sans for hensigtsmæssig opførsel i det offentlige rum, der satte sig irriterende tæt på mens han talte lidt for højt i mobiltelefon.
Til forelæsningen kommenterede M's sidekvinde på den grønne kop og antydede at grunden til de manglende dates kunne være en generel aura af desperation. M stiller sig uforstående overfor denne forestilling. Den unge mand med den uklædelige kasket var til stede, men kommenterede ikke på kop (dog kommenterede han noget tatovering der i sommervejrets anledning var synligt).  Koppen stod på bordet under hele forelæsningen og røg i skraldespanden ved en lidt i 16-tiden.

Hermed lidt Kermit som stand-in for ufotograferet grøn kop:

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 11
Antal dates: 0
For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

mandag den 26. marts 2012

Mindre problemer

Kære læsere,
Som I måske har læst (eller selv opdaget), er det begyndt at blive kompliceret at opstøve de grønne kopper. Dette betyder desværre at vi ikke kan opdatere helt så ofte som vi gerne ville. Hvis nogen ved hvor der stadig er kopper tilbage, må de gerne give os et praj.
Tak!

torsdag den 22. marts 2012

Ikke-fotograferet-job-kop

Agent N
Den 21. marts, lige over middag
7-Eleven: Nørrebrogade/Elmegade
Location: Nørrebrogade, Dronning Louises Bro, Nørre Farimagsgade, butik.
Resultat: 0 kaffe dates

(brug venligst selv fantasien til at indsætte et billede af en grøn kop her)

Onsdag middag trillede Agent N mod sit job. N arbejder i en butik. Solen skinnede, og hun stoppede cyklen på hjørnet af Nørrebrogade og Elmegade, og købte en grøn kop af en mandlig medarbejder, der virkede en smule livstræt, men ikke desto mindre var venlig og serviceminded.
N's balance er til tider en smule tvivlsom, så hun valgte at trække resten af vejen til sin arbejdsplads. Det gav også bedre mulighed for at vise koppen frem. Den kom med en tur over Dronning Louises Bro, hvor der (til trods for at klokken kun var lige over middag) var fyldt med smukke unge mennesker. Alle smilede til solen og til hinanden, men ingen foreslog en date.
Koppen kom også med på job, hvor den stod lidt diskret bag nogle bittesmå og hysterisk dyre plastikfigurer (bonusinfo: hvis dit barn sluger figuren, er den så blød at den bare ryger direkte ned i maven, uden at kvæle den lille). Men kunderne bestod i lang tid også mest af ældre damer.
Mandlig kollega blev fortalt om Projekt Grøn Kop, og jokede med at han burde invitere N ud, når der nu ikke var andre der havde lyst.
Koppen røg i en af butikkens skraldespande på et ubemærket tidspunkt i løbet af eftermiddagen.

I dag (torsdag) har Agent N holdt snydedag og har drukket to kopper kaffe fra Coffee Collective. Og for fanden hvor smagte de godt!

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 10
Antal dates: 0

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

Update: Rotter i kiosken

Som omtalt i indlægget d. 15. marts, har 7-Eleven på selve Roskilde Station i en længere periode været lukket på grund af "mistanke om skadedyr". Nu afsløres det så (i landsdækkende medier) at der faktisk ER tale om skadedyr, nærmere bestemt rotter i maskineriet. Og endda bogstaveligt talt. Således skriver BT i dag, lige HER. Man chokeres naturligvis; fortvivles nærmest. Her vil Projekt Grøn kop som en ekstra service gøre opmærksom på, at det, på trods af artiklens noget dommedagsagtige tone, stadig er teoretisk muligt at købe sin grønne kop på Roskilde Station, uden bonus-gnavere (Håber man). Nemlig i den 7-Eleven der ligger 500 meter til venstre fra stationsbygningen. Så fortvivl ej, kære single-kaffedrikkere i provinsen, der er håb endnu!

Kærlighed, og en lille kaffesang:

onsdag den 21. marts 2012

Tycho Brahes Kaffe

Agent M
Den 20. marts, morgen-formiddag
7-Eleven: Roskilde Stationscenter
Location: Roskilde Station, Regionaltoget mod Østerport, Trekroner, Campus RUC, Roskilde Universitetsbibliotek
Resultat: 0 kaffe dates

M valgte tirsdag morgen at negligere cyklen til fordel for en grøn kop (igen ingen relation til vindstød af orkanstyrke) og iførte sig, for at råde bod på søndagens fadæse, både ansigtsmakeup og en cowboystrækbuks der sad godt tight. Vejrforholdene gjorde det dog umuligt at have noget der bare lignede en god hårdag. I 7-Eleven tiltuskede M sig den allersidste grønne kop foran en anden skuffet pige; koppens popularitet har åbenbart fået et pludseligt provinsiel opsving. Uden sammenhæng i øvrigt kan det oplyses at Stationscenterets 7-Eleven ligger ca. 200 meter fra Crazy Daisy Roskilde.
I toget spildte M med vanligt held kaffe ud gennem koppens ellers dertil beregnede sikkerhedsanordning og måtte derfor bruge flere minutter på at sutte på plastiklåget og sine egne fingre. Desværre tog ingen af medpassagerne dette som en invitation. Ingen datetilbud.
Til M's forelæsning havde samtlige mandlige studerende valgt at udeblive, inklusiv eksemplaret med den uklædelige kasket, der tidligere selv havde flauntet single-kop. M overvejer om dette kan betragtes som et tegn fra kosmos. Efter/halvvejs gennem forelæsningen valgte M at relokere til biblioteket. Her stødte hun ganske uventet ind i sin yndlingsvejleder og store forskeridol, for anonymitetens skyld her benævnt mesjø Zoolander, men selvom mesjø Zoolander reagerede på koppen med et hævet øjenbryn tilbød han desværre ingen kaffedate.
M brugt ca. en halv times tid på biblioteket, hvor hun slængede sig i en sofa med et Euroman-blad og koppen strategisk placeret foran sig. Indtil flere hjemløs-chic'e RUC-drenge passerede, men ingen valgte at tage kontakt. Ikke engang ham der satte sig i sofaen ved siden af M med sit eget blad i ca. 10 minutter.
Koppen røg derfor i skraldespanden ca. ved en middagstid.

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 9
Antal dates: 0

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

tirsdag den 20. marts 2012

Forsinket kop

Den 15. marts, ca. kl. 07.15
7-Eleven: Ved Nørrebro St.
Location: Nørrebro St, 5a mod Nørreport, Nørreport St, metro mod Kastrup Lufthavn
Resultat: 0 kaffe dates


Torsdag morgen stod Agent N igen tidligt op. Hun skulle med et fly til Berlin, og besluttede at snuppe en grøn kop med på vejen. Den fulgte hende fra Nørrebro St og hele vejen til lufthavnen.
Mange ting er sket siden torsdag morgen, og denne rapport bliver derfor både kort og mangelfuld. Og muligvis lidt klynkende.
Det korte af det lange er at N faktisk har glemt alt om hvordan tiden med den grønne kop i hånden forløb, for da hun ankom til lufthavnen var der security-strejke hvilket medførte en kaotisk lufthavnen og den ene kø efter den anden. Det betød også at hun endte med at sidde 12 timer i lufthavnen inden hun bordede et aftenfly til den tyske hovedstad.
Det eneste der står klart er at der ikke var nogen tilbud om dates. Men Berlin var skøn, og så længe der er grønne kopper, giver agenterne ikke op! Der lægges planer om fremtidens kop-fremvisninger...

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 8
Antal dates: 0

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

søndag den 18. marts 2012

Bitterkaffe

3. Mission: Agent M
Den 18. marts, ca. kl. 16.00
7-Eleven: Københavns Hovedbanegård
Location: Københavns Hovedbanegård, regionaltoget mod Nykøbing Falster, Roskilde Station, Roskilde midtby
Resultat: 0 kaffe dates



Agent M vil på forhånd gerne undskylde over for 7-Eleven og den grønne kop, da købs- og drikkesituationen på alle måder var uhensigtsmæssig. Købet afstedkom sig kun ved at M var strandet på Hovedbanegården i 20 minutter efter at have misset et tog; det regnede og var koldt; M var på vej hjem fra job og derfor forslået, lettere blodig og indsmurt i tis, spyt og sprit; blodsukkeret var lavt, mascaraen løb og søvnunderskuddet var så småt begyndt at banke på. Kaffen var derfor en nødvendighed, koppen blev kun grøn af hensyn til den fastsatte ugekvote.

M har derfor fuld forståelse for de manglende datetilbud. Hun havde heller ikke kaffedated sig i den givne situation. 
To the point: Koppen blev indkøbt i en kø fra helvede i 7-Eleven på Hovedbanegården. M gik en runde med koppen nærmest fastlåst til læberne (resten af ansigtet var i øvrigt gemt bag lige dele tørklæde og pandehår). Besynderligt nok ingen kontakt. Da regionaltoget ankom placerede M sig ved en åben vinduesplads og tvang sig selv til at smile venligt til potentielle (mandlige) sædekammerater. De pågældende sædekammerater endte dog med at være kvindelige, gamle og tyggegummismaskende. Her valgte M at melde sig ud af datingsituationen og plugge noget hæphop i ørerne.
I toget fik M øjenkontakt med 3 personer: 1 pige med et perfekt medlidende-slash-nedladende hævet øjenbryn, 1 klinisk overvægtig DSB-servicemedarbejder, der ønskede et kundetilfredshedsskema udfyldt (udmærket koncept, hvor man bytter en god gammeldags sviner for muligheden for at vinde et par biografbilletter til sin ikke-eksisterende date) og 1 indvandrertype der mixede i togets midtergang og sendte M et smil, der bedst kan karakterises som "skælmsk". Ved nærmere eftertanke kunne dette måske tolkes som en invitation. (M: "Pis.")
Grundet regnen var M's hjemtur fra Roskilde station stort set blottet for anden menneskelig kontakt. Til gengæld var den nederen. Koppen røg i skraldespanden foran M's kollegium ca. kl. 16.50

Som bodsgave for sit udatebare kaffekøb vælger M at viderebringe dette interview med manden bag Grøn Kaffe-konceptet. Han er sød. Ham gad M godt date, minus 20 år og vokshår.

7-Eleven giver grundig indføring i deres civilstatus-kopper

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 7
Antal dates: 0 

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

fredag den 16. marts 2012

"I en grøn kop, tak!"

1. Mission: Agent R
Den 16. marts, 8.26 (om morgenen)
7-Eleven: Nørreport station
Location: Nørreport st., toget mod Kalundborg, Trekroner/RUC campus
Resultat: 0 kaffe dates

Agent R besluttede sig for, til trods for tidligere ufrugtbare forsøg, at købe en morgenkaffe i 7-Eleven på Nørregade. Endnu engang måtte agenten gå slukøret fra butikken uden en kop grøn kaffe, så det opfordres på det kraftigste at undgå at have forhåbninger om at finde grønne kaffekopper i denne filial - de får simpelthen ikke flere hjem (... or so it seems). 
Agent R satte herefter kursen mod den 7-Eleven der ligger på Nørreport st. ved s-togssporene, hvor der dog også var bid - dog med den hage, at denne filial ikke kører med selvbetjening. Agenten måtte således aktivt bede om en grøn kop, hvortil den venlige ekspedient tydeligvis studsede over agentens specifikke ønske om en grøn kop.
Herefter blev der forsøgt at flaunte koppen så meget som overhovedet muligt, men det eneste der kunne konstateres ud fra denne aktive gøren-opmærksom-på, var nogle undrende blikke. Der var således hverken bid i toget mod Kalundborg, i stimen af mennesker på Trekroner st. eller på den (forholdsvis langsommelige) tværs over RUCs campus. Agenten havde ellers iført sig sit bedste RUC-hipster-getup (en dresscode der består af; læderjakke, stort tørklæde, mørkeblå skinnyjeans, Fjällräv-taske, chelseaboots og grå sweat - også kendt under betegnelsen "casual-cool") med tanke på dagens forelæsning der bestod af virksomhedsstudier. Et fag, der som bekendt er et hører under den samfundsvidenskabelige studieordning, hvilket ligeledes implikerer at der er en del (pæne) sam-bas drenge tilstede. Men intet held! Koppen fik ellers lov til at stå på bordet under hele forelæsningen, og det eneste agent R fik ud af denne demostration, var et par overbærende blikke (agenten havde muligvis håbet på lidt mere end et overbærende blik fra den bredskuldrede fyr med tatoveringerne, men nuvel, man kan tydeligvis ikke få det hele).

Koppen blev således smidt ud kl. 12.03 i en uspecificeret skraldespand på RUCs campus.

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 6
Antal dates: 0 

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe. 

torsdag den 15. marts 2012

Grøn kop på langfart

2. Mission: Agent M
Den 15. marts, morgen og formiddag
7-Eleven: Roskilde Stationscenter (7-Eleven på selve Roskilde Station er lukket pga. "mistanke om skadedyr". Tankevækkende.)
Location: Roskilde Station, Regionaltoget mod Østerport, Hovedbanegården, A-toget, Vangede, Gentofte, B-toget, Nørreport...
Resultat: 0 kaffe dates




Indledningsvis ønsker M at  tilføje en kort bemærkning om sin generelle tilstand i kop-situationen: M foretrækker at købe grøn kaffe når hun selv synes, hun er smækrest (for at give koppen bedst mulige vilkår, forstås) og er derfor en smule i tvivl om sin datebarhed i dag, da hun på den ene side er vældig spændstig efter træning i går aftes, og på den anden side er indsmurt i støv og snask efter at have hjulpet en overfrisk snedker med at flå sit køkken ud af væggen. Så deet.

Agent M indkøbte ved en lidt over 9-tiden torsdagens grønne kaffekop på sin vej mod regionaltoget. Det kan oplyses at modsat Københavnsområdet nærmest flyder 7-Eleven i Roskilde med ubrugte grønne kopper. Herudover flirtede den mandlige og ubegribeligt muntre 7-Eleven ekspedient en smule med M, men M vurderer at denne adfærd er standard overfor alle kvindelige kunder. I øvrigt ingen date-tilbud. Herefter nød M sin kaffe i regionaltoget mens hun læste lidt lektier. I regionaltoget var der fortrinsvist gamle, mavesure mennesker; det eneste hankøn af yngre dato sov trygt op af vinduet.
M skiftede til A-toget på Hovedbanegården. Heller ingen overflod af unge, datevenlige mænd på denne rejse (til gengæld hele 2 børnehaver). Koppen fulgte med M ud på hendes arbejdsplads, hvor befolkningssammensætningen dog primært udgøres af multihandicappede borgere og midaldrende SOSU'er. Fraværet af datetilbud var derfor både forståeligt og ønskværdigt. Grundet DSB's generelle inkompetence (denne gang i kategorien rådyrpåkørsel) tog M hjem over Gentofte, men mødte kun gamle damer på sin vej. Til gengæld rigtig mange af dem.
I B-toget heller ingen mandlig kontakt; koppen røg derfor ud på Nørreport station.

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 5
Antal dates: 0

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe. 

onsdag den 14. marts 2012

En lille bøn til kaffeguderne

I dag havde undertegnede (agent R) ganske gode intentioner om at købe den første kop grøn kaffe til projektet. Dog skulle det vise sig at til trods for de gode intentioner, kunne missionen ikke fuldføres: Agent R var i hhv. tre styk 7-eleven butikker (på Københavns Hovedbanegård, ved Gammeltorv og ved Nørregade), men ingen af butikkerne havde grønne kopper! Hvorvidt dette hænger sammen med et succesfyldt marketingkoncept, eller om vores (single)medmennesker har fået øjnene op for kampagnen (og forhåbninger om tilnærmelser vedrørende fremtidige kaffedates), er ikke til at sige. Der var til gengæld rigeligt med både røde og almindelige blå kopper at spotte - de grønne kopper må altså siges at være et hit!
Agent R måtte således slukøret give dagens mission op, og cykle hjemad uden indkøb af alt for dyr automatkaffe.

P.s. til agent R's forsvar skal det lige påpeges at missionen blev forsøgt fuldført med meget fyldt blære, derfor gik grænsen ved tre 7-elevenbutikker. For at citere agent M i et andet indlæg: "Der må være en grænse".

Bonus: Få mere for kaffepengene

Et par hurtige fifs til hvordan man får mere for sine penge når man køber kaffe i 7-Eleven:

1) Få et stempelkort. Hver 7. kop er gratis. Det er til at opnå, især hvis man laver et projekt og går med til minimum at købe tre kopper i ugen.

2) Tjek deres tilbud. Ja, der er alt for mange skilte med alt for mange informationer. Men nogle gange har 7-Eleven tilbud i stil med "Køb en kanelsnegl til 10 kr og få en stor kop kaffe med til 15 kr". Hvilket betyder at man skal betale 25 kr. Som er det samme som en stor kop kaffe koster alene. Så man får altså kanelsneglen gratis. Hvis man ikke har lyst til en kanelsnegl tager man den med alligevel. Og giver den til nogen. For eksempel en hjemløs.
Kanelsneglen var bare et eksempel.

3) Det sidste punkt er måske mest relevant de dage hvor man kommer for sent op, ikke spiser morgenmad og alligevel på magisk vis har tid til at købe en kop kaffe: Man kan få en kop kaffe og et rundstykke til 29 kr. Der er muligvis kun et tilbud 7-Eleven kører med lige nu, det er ikke til at sige, men det er i hvert fald godt at vide at det koster det samme, lige meget om man tager en stor eller en lille kop. Og en stor kop kaffe koster som sagt 25 kr, hvilket betyder at et smurt rundstykke med ost kan blive til dagens morgenmad for 4 kr.
Pointen i punkt 3 kunne også være at man skal huske at spørge om et tilbud gælder en lille eller en stor kop kaffe, for hvis man selv kan vælge, får man mest for pengene ved at tage en stor.

Er der andre der har tips? Smid en kommentar, Agenterne er studerende og kan godt lide at få noget for pengene!

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

Morgenkaffe (semi)fail

2. Mission: Agent N
Den 14. marts, om morgenen
7-Eleven: Svanemøllen station
Location: Svanemøllen station, Østerbrogade, Videregående uddannelsesinstitution.
Resultat: 0 kaffe dates


Denne morgen trillede Agent N ud af sengen et kvarter tidligere end normalt. Men som med de fleste andre morgener var tid et underligt og meget relativt begreb, hvilket resulterede i, at N ikke kom et kvarter tidligere ud af døren som planlagt, men måske nærmere 4 minutter...
Grunden til det ellers helhjertede forsøg på en tidlig start, var at N ville cykle en omvej til sin uddannelse, og snuppe en grøn kop med på vejen. Hvilket hun også gjorde. Det resulterede desværre i at hun kom 10 minutter for sent, men det er et udtryk for hvor langt agenterne er villige til at gå for at give dybde til undersøgelsen.
Det der egentligt gik galt i dagens mission, var altså ikke købet af kaffe. Den del forløb smertefrit i en nogenlunde pendler-fyldt kiosk på ydre Østerbro. Problemet var nærmere, at der på uddannelsesinstitutionen (som i forvejen hovedsageligt er fyldt med kvindelige studerende), sjældent er undervisning om onsdagen, hvilket betød at de eneste der så den grønne kop var cirka otte hunkønsvæsner og et enkelt af hankøn (og det betvivles meget stærkt om sidstnævnte overhovedet bemærkede kaffekoppen).

Koppen røg i skraldespanden da skoledagen var overstået og det var tid til at cykle hjem i solskinnet.
Agent N lover højt og helligt at gentage forsøget en anden dag, hvor der vil være mere end én fyr til at betragte den grønne kop! Men i de næste dage vil hun være udenlands, og kan derfor allertidligst rapportere igen på søndag.

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 5
Antal dates: 0

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

tirsdag den 13. marts 2012

Bonus: Kop-spot til forelæsning

Agent M
D. 13. marts
Location: Campus RUC

Denne i øvrigt smukke forårsmorgen indkøbte agent M med omtanke for sit daglige koffein-indtag ikke selv en grøn dating-kop; et valg, hun skulle komme til at fortryde, da hun umiddelbart efter sin entré til dagens første forelæsning spottede en mandlig, relativt bredskuldret og objektivt set ganske nydelig medstuderende med en grøn kop automatkaffe (!) på bordet foran sig. Forundringen var selv sagt stor, men uden egen kop valgte M dog ikke at forsøge kontakt. Desuden var den mandlige kopbærer trods alt iklædt en uklædelig kasket; en deal-breaker i de fleste situationer (citat M: "Der må være en grænse.")
Ud fra denne episode kan det imidlertid konstateres, at dating-koppen er et kønsuniverselt fænomen. Agenterne bag Projekt Grøn Kop følger spændt denne udvikling.




mandag den 12. marts 2012

Grøn kaffe i indre København

1. Mission: Agent N
Den 12. marts, midt på eftermiddagen
7-Eleven: Kultorvet
Location: Kultorvet, Kongens have, Kongens nytorv
Resultat: 0 kaffe dates



Agent N forsøgte at købe sin første grønne kop kaffe (alene) ved Nørreport, men forlod biksen da der ikke var andet end blå krus så langt øjet kunne skue.
Så turen gik videre til Kultorvet, hvor 7-Eleven heldigvis kunne levere testmateriale. Det bør måske tilføjes at ekspedienten var af hankøn. Det egentlige mål for dagens udflugt var Kongens nytorv, men da N er en ubeskriveligt langsom kaffedrikker, besluttede hun sig for en omvej i det gode vejr. Det blev til slentren gennem Kongens have, hvor næsten hver en bænk var besat af mennesker der labbede D-vitaminer i de vintertrætte sind.
Efter 10 minutter på en bænk og smil til alle de solskinsglade gående, var N klar til sidste etape og spankulerede videre af de efterhånden travle gader.

Koppen blev smidt i skraldespanden i Matas af en meget venlig ekspedient, der ikke så meget som rynkede et optegnet bryn, da N kom i karambolage med en udsalgsopstilling, en seance der heldigvis ikke resulterede i nogen form for ødelæggelse.
Alt i alt en dejlig eftermiddagstur, men ikke en eneste date.

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 4
Antal dates: 0

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

Grøn kop på Roskilde Universitet

1. Mission: Agent M
Den 12. marts, fra morgen til formiddag
7-Eleven: Roskilde Stationscenter
Location: Roskilde Station, Regionaltoget mod Østerport, Trekroner Station, Campus RUC
Resultat: 0 kaffe dates


Dagens grønne kop blev indkøbt kl. 08.56 på vej til morgentoget mod Trekroner, hvor agent M’s studie befinder sig. Indledningsvist blev kaffen nydt på perron 4/5, hvor kraftig blæst gjorde det umuligt at få øjenkontakt med eventuelle bejlere. Ingen date-tilbud. M føler det her nødvendigt at indskyde, at hun under normale omstændigheder naturligvis ville have trodset stormvejret og transporteret sig til RUC på sin rustikt charmerende damecykel, blandt venner kaldet "dødsfælden".
I toget ingen tilnærmelser, men kortvarig øjenkontakt med en kvinde, der på vulgær vis udstillede sin parforholdsidyl via rød kaffekop.
Den grønne kop fulgte M omkring på studiet, og blev så vidt muligt fastholdt i brysthøjde og suppleret med et indbydende smil. Ingen date-tilbud, men under et gruppemøde på Roskilde Universitetsbibliotek blev M & hendes medstuderende op til flere gange chikaneret af en svane, der ihærdigt forsøgte at hakke sig gennem vinduet. Muligt date-tilbud?
Ej heller nogen tilbud i RUC’s kantine, hvor M ellers befandt sig i frokostmyldretiden, omgivet af sultne og derfor potentielt sårbare hipsterdrenge. Her skal dog tages højde for, at M med vilje placerede sig afsides med henblik på at skjule sig for en gammel frenemy.

Koppen røg i skraldespanden lidt over middag.

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 3
Antal dates: 0

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.   

Ny agent

Vi byder velkommen til Agent R, der vil indgå i projektet under de allerede udstedte rammer. Vi mener at endnu en person i felten vil give endnu mere materiale at konkludere på, og synes det er fantastisk spændende at vores mission vækker interesse!
Mon ikke i dag skulle være dagen hvor den første grønne kop kaffe blev drukket alene?

fredag den 9. marts 2012

Pilot mission

Pilot mission:
Den 9. marts, sidst på eftermiddagen
7-Eleven: Københavns Hovedbanegård
Location: Københavns Hovedbanegård, Vesterbrogade
Resultat: 0 kaffe dates

Agent M & N mødtes på Hovedbanegården og indkøbte i fællesskab de første 2 grønne kopper. En mand i stram, grøn cykelbluse skubbede til M i køen, så hun spildte kogende kaffe på sin hånd. Manden tilbød hverken undskyldning eller date. Efterfølgende opholdt M & N sig på en bænk mens de udformede bloggen, projektrammer m.m. Hovedbanegården var befolket, tenderende til crowded, med en betragtelig mængde mandfolk i den kønsmodne alder.
Herefter gik turen ned af Vesterbrogade. Stadig ingen date-tilbud eller anden form for kontakt med det modsatte køn. Det skal dog indskydes, at vejret var gråt og ikke forårsflirt-indbydende som sådan, og M & N var indpakket i store frakker og halstørklæder.
Missionen sluttede ved mørkets fremkomst.


Antal købte kopper kaffe indtil nu: 2
Antal dates: 0


For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.



Kaffe-date?




Har du også bemærket, at 7-Elevens kaffekopper har fået ny farvepalet? Pludselig er hverdagens rutinemæssige kaffekøb forvandlet til et spørgsmål om rød eller grøn! Tankerne ledes hen på gymnasiets rød-gul-grøn fester og man fyldes med en vis ængstelse, blandet med håbefuld forundring. Man ser på nethinden et filmisk øjeblik, hvor to hænder i ægte Hollywood-stil griber synkront ud efter det samme grønne papbæger... kærlighed ved første slurk! Men er det virkelig så nemt? Har 7-Eleven virkelig fundet svaret på årtiers kærlighedskvaler? Er automatkaffe det nye netdating?
Vi investigerer!
Kampagnen forløber over de næste 3 uger og i denne tid vil vi afprøve, om konceptet holder. Øger en grøn kop virkelig antallet af date-tilbud?
I forsøget indgår 2 forsøgspersoner: Agent M og Agent N, 2 smækre piger i start-tyverne med en forkærlighed for kaffe og neglelak. Agenterne skal holde sig inde for følgende retningslinjer:
Der skal minimum købes 3 kopper grøn kaffe om ugen. Fotodokumentation om muligt.
Forskellige 7-Elevens skal afprøves.
Kaffen skal nydes et befærdet sted.
Man må (som udgangspunkt!) ikke sige nej! Dette tjener et ekstra formål: At undersøge, om de personer, der benytter sig af grøn kaffe som datingportal, er reelt kærestepotentiale eller blot wacko freaks.
Man må gerne sige nej til lesbiske tilbud, da de umiddelbart falder uden for vores målgruppe. Omvendt må man også gerne sige ja, hvis man er frisk den dag.
Agenterne arbejder undercover. Deep undercover.


Så er det vist tid til en god kop kaffe.


<3 Agent M & Agent N


Læs mere om den grønne kaffe på: http://www.7-eleven.dk/
For en god ordens skyld vil vi gerne understrege at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.