lørdag den 2. marts 2013

Lørdagskop på job

Agent N
Den 2. marts, kl 9.34
7-Eleven: Nørrebrogade/Elmegade
Location: Elmegade, Sankt Hans Torv, Sølvgade, butik
Resultat: 0 kaffedates


I løbet af det sidste års tid er Agent N ikke blevet bedre til at komme ud af døren i god tid. Alligevel nåede hun at lynkøbe en grøn kop på vej på job. Kaffen blev solgt af en venlig kvindelig medarbejder, der kunne oplyse at klokken var 34 minutter over 9. Indrømmet, mange flotte singlefyre ligger sikkert og snuer på dette tidspunkt på en lørdag, så det var da heller ingen overraskelse at turen fra 7-Eleven til butik forløb uden invitationer.
Formiddagen i butik forløber som oftest med meget få besøgende, og de, der er, er hovedsageligt ældre kvinder i lækre pelsfrakker. Men man er som agent forpligtet til at strutte med koppen på forskellige tidspunkter i forskellige situationer, og nu er også dette tid og sted afprøvet.
For at give koppen endnu en chance blev den fyldt med pulverkaffe over middag. Altså var der noget der ligner 7,5 timer fra køb til udsmidning, men de eneste der bemærkede den grønne kop, var kvindelige kolleger. Og faktisk ikke så bemærkede som fik det påpeget af Agent N selv.
Alt i alt en sløv start, men vi håber at 7-Eleven har produceret kopper nok i år, så vi kan grave endnu dybere i spørgsmålet: Finder man kærligheden i kaffe?

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 1 (i år)/12 (i alt)
Antal dates: 0

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar