torsdag den 7. marts 2013

På KUA med kop

Agent N
Den 6. marts, kl 16.04
7-Eleven: Njalsgade/Artillerivej
Location: Njalsgade, Emil Holms Kanal, KUAs kantine
Resultat: 0 kaffedates


I går tog Agent N til Infodag på KUA for at høre om en uddannelse som hun overveje at kaste sig ud i. Et universitet virker som et fremragende sted at finde nydelige unge mennesker. Og selvom humanistiske fag sådan generelt har en tendens til at tiltrække flere kvinder end mænd, ville det være overraskende hvis der ikke fandtes en enkelt lille singlefyr på campus. Agenten var i god tid, og stillede sig derfor i den vidunderlige eftermiddagssol uden for kantinen for at nyde kaffen - og håbede selvsagt på at blive kop-spottet. Der var pænt med folk. De fleste i grupper. Ingen henvendte sig dog, så Agent N gav sig til at læse klistermærkereklamer på en metalstolpe indtil det var tid til at gå indenfor.
At mase sig gennem en menneskemængde med en single-kop, kan nok bedst sammenlignes med den scene i Mean Girls hvor LiLo tager til Halloweenfest og, well, rent faktisk er klædt uhyggeligt ud. Agent N følte at alle betragtede hende og koppen og hende-med-koppen og konkluderede at hun havde taget fejl af hvilken slags fest hun var blevet inviteret til. Dette er selvfølgeligt noget værre pjat, da de fleste sikkert bare var nervøse og nysgerrige og optaget af ikke at falde over ledningerne til højtalerne eller på anden vis gøre unødvendigt opmærksom på sig selv.
Koppen blev smidt i skraldespanden (godt skjult, forøvrigt) efter at Agent N mødtes med en mandlig bekendt, der undrende kiggede på koppen med hjerter, fik forklaringen og ikke havde andet at tilføje end: "Men er der overhovedet nogen der ved hvad de [kopperne] betyder?".





Hvilket er et spørgsmål agenterne gerne vil forsøge at finde svar på...

Antal købte kopper kaffe indtil nu: 4 (i år)/15 (i alt)
Antal dates: 0

For en god ordens skyld vil vi gerne understrege, at vi intet har at gøre med 7-Eleven; de betaler os ikke og vi punger selv ud for deres urimeligt dyre automatkaffe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar